Lidt mere om
at tænke med sig selv.
I stedet for at tænke psykiatrisk
(dvs. sætte focus på "Hvad mon der er i vejen
med dig?"), er det oftest mere frugtbart at spørge:
- "Hvad mangler du at øve, lære og få hjælp til ?"
- "Hvad er du nu ude af kontakt med?"
og "Hvad savner du, lige nu?",
Mange siger,
at de er bange for "at bryde sammen".
Men hvad er "det, som Bryder ud", når du får et sammenbrud?
Hvis det er en side af dig, som hidtil har været holdt i fængsel,
er det så ikke godt og sundt, at det nye endelig bryder ud?
Læs her en interessant forskningsartikel
om " nervøse sammenbrud - før og nu"
Spørg i stedet for:
"Hvad pokker er det mon,
der bryder sammen, når jeg paniker?"
Er det en illusion - om mig selv? Om en, jeg har vist tillid?
- eller om livet? Og hvis det er sandt - er det så ikke et plus,
at jeg nu er kommet lidt tættere på virkeligheden?
Eller ønskede du så intenst at virkeligheden var (?)
og er anderledes, end den altså nu engang er i dag?
Ok - det er hårdt at indse, men vil du da hellere leve
i en drømmeverden og en illusion, der en dag bliver
til en tåbelig livsløgn - som de kaldte det i gamle dage?
Vi kender alle sådanne blinde og døve mennesker.
Vil du ende med at blive sådan en?
Og derefter spørg:
Hvad kan jeg lære af dette panikanfald?
F. eks. at du endnu ikke er blevet lavet om til en robot?
At du er et menneske, som stadigvæk kan føle noget stærkt.
At det kun er en illusion. at du har kontrol over alt?
At selv du såmæn har dine begrænsninger?
At livet hverken er som det burde være
- retfærdigt, smukt og evigt kærligt,
men ind imellem også er en jungle
eller hvad du nu udsættes for
Søg dybere end blot at stille dig tilfreds
med at "dit adrenalin i blodet er for højt" etc. Fordi
jo mere du kan acceptere dig selv (stå ved, hvem du er
og kan nyvælge din holdning til det, som sker), desto friere
og stærkere vil du da også hurtigt føle dig.
Du har lært noget, du ikke vidste før.
Det er oftest disse første trin frem imod
en realistisk situationsbeskrivelse og selverkendelse,
som er vanskeligst at tage, imens hjertet banker vildt.
men der er meget at vinde ved at skrue hovedet bedre på
Det mest almindelige er - selvfølgelig,
at søge efter et hurtigt fix eller en nem løsning,
men ind imellem kalder det ulevede liv i dig
altså også på dig - lytter og svarer du da?
Selve det at indse,
at du selv kan gøre en forskel,
fremfor at se dig blind på dine og vi andres utilstrækkeligheder,
- som vi f. eks. gør, når vi leder efter skyldige, fremfor løsninger.
Den indsigt kan betyde et vendepunkt mht. hjælpeløshedsfølelsen.
Kognitiv terapi handler om betydningen af
at indse, at dine tanker skaber følelser, som
så igen udløser handlinger, der enten gør
situationen bedre - eller værre.
Situationen ser måske lige så håbløs ud nu, som før,
men tænker du med dig selv, viser der sig oftest en åbning.
Dette skift i din måde at tænke på, kan gøre en stor forskel,
bl. a. fordi selve det, at du stadigvæk er i stand til selv
at vælge at sige f. eks. Ja til dig selv! ...og nej til
at selvhypnotisere dig om til en håbløs person
- gør dig stærkere, og mere levende igen.
Gradvis, trin for trin
og med daglig øvelse kan du lære
at foregribe og undgå at angsten bliver for stor
og vende den øgede opmærksomhed indad og udad
til engagement og en ny leg med dine muligheder.
Det kan tage sin tid - og nogle lærer det selvklart
hurtigere end andre, bl.a. afhængig af, hvordan
de er trænet - og negativt hypnotiseret som børn.
Men ...
for igen at kunne finde
din vej tilbage til livet igen,
må du først acceptere, at du altså
nu er faret vild..- og er bange. Vide
hvad du reelt føler. Stå ved, hvad du føler.
Er det ok for dig at indrømme det, du da opdager
så kan du meget mere realistisk lede efter den sti,
eller de Nøgler ud af mørket, som er
de mest rigtige for netop dig.
Der er intet forkert
eller skamfuldt i at føle sig slået ud
og måske for en tid være helt groggy. Problemet opstår,
hvis du bliver angst for angsten, og blot Selvopgivende
vælger at forblive uøvet - og kun fordømmer dig selv.
Hvad lærer du dog af det?
Min pointe her er:
Pas på hvordan du fortolker dig selv og verden.
Begge dele kan meget let ende med
at blive lige netop sådan.
+ se her, hvad forskningen siger
Måske skyldes angsten "blot"
at du klamrer dig til et forældet-Jegbillede?
som nu er ved at føles som en alt for stram spændetrøje
- for alt det nye, alt det ukendte som spirer frem i dig
.....omme bag alt det, som du siger har så travlt med?
Ja måske er det blot
dit nye og større MIG
et mere ærligt selv ?... som er på vej ud.
|