Der kan være rigtig mange gode grunde
.til at et menneske føler sig ulykkelig
....og at livet en dag gør så ondt,
.......at det næsten er værdiløst

Når du er ulykkelig,
kan du trøstes og relativt let komme op igen.
Du er modtagelig for støtte, trøst, trøst, opmuntringer og løsninger.
Du kan også "tage dig lidt sammen", ind imellem. Tænke og føle positivt.
Du kan sige noget, lytte, tænke, gøre noget - og få noget nyt til at ske.

Du kan tage imod - også selv om det kun virker for en stund
og du kan selv forandre på dit humør. Du låser og er ikke låst helt fast,
men tør godt føle, hvad du føler, finder ordene - og siger det, du mener.
Du kan stadigvæk vælge at gøre A eller B - eller C og Y.
Du kan række ud, få kontakt, finde ordene - og selv
forandre på din situation, eller lade være.
Du kan i en vis grad selv vælge.


Denne basale kontaktevne, denne aktive søgning
efter en løsning på det umulige og finde hjælp sammen med andre,
ja hele livsdueligheden, er ligesom "faldet ud" hos den depressive.

Du sidder blot fastlåst dér
indespærret i dit ensomme iskolde fængsel og føler,
at kun et mirakel, Jesus. eller en uendelig tålmodig Overskudsmor
med telepatiske evner kan nå ind til dig - og få "det onde" til at holde op.
Ganske ligesom et lille forladt, hjælpeløst og afmægtigt barn
i angst og smerte først hyler højt - og så lydløst skriger
og kalder forgæves på sin mor. Men hun kommer jo
ikke - og da slet ikke, når du er over 18 år!
Det ved du udemærket godt, men ...

i stedet for at prøve at få hjælp
om det så blot er drypvis - til at forandre på den umulige
og svære situation, som du er i, har du helt opgivet at finde en vej ud.
Og begynder i stedet for at slå løs på dig selv i en uvindelig indre borgerkrig,
som så måske en dag ender med den kropslige, emotionelle, kognitive
og åndelige kollabs, som en depression er i mine øjne.

Og så er det vist tid til en joke, se 1 + .2


Og så er der jo også dem,
der tænker: "Ok, jeg giver blot helt slip i det hele,
indtil jeg når bunden. Og når jeg en dag når bunden,
ja så kan det jo kun gå opad! Eller også bliver jeg indlagt,
hvor de rigtig vil hygge om mig og tage sig godt af mig,
sådan som min mor - engang, burde have gjort.

Eller også håber jeg uden håb, på
at jeg bare pludselig en morgen vågner op
af dette her mareridt. Så derfor ... venter jeg bare.
Jeg venter på at nå bunden, hvor jeg så, mirakuløst
får en masse energi til at gøre det, som jeg godt ved
at jeg burde gøre nu - men ikke orker at gøre nu."
(Hør Leonard Cohen: "Waiting for a miracle".

Til det svarer Henning Jensen, der
har prøvet depressionens formørkelse:
"Det troede jeg også engang på ville ske,
indtil det gik op for mig, at det der drev mig
var en dødslængsel, der endte 7 fod under jorden.

I dag ved jeg at jeg sørme allerede har nået bunden,
når jeg begynder at tænke på om bunden nu snart er nået.
For hvad nu, hvis der ingen anden bund er, end døden?"

Det værste
ved den depressive tilstand
er "det, ikke at føle noget som helst" i denne smerte tilstand,
andet end at livet gør ondt - og at alt mest føles farligt og truende.
Selve følelsesløsheden kan være meget skræmmende i sig selv.

Og tanken om, at der intet håb er.
Det går ikke over, det bliver bare ved og ved.
En overvældende intens følelse af afmagt og hjælpeløshed,
der breder sig ud i kroppen som en gift af rædsel og slaphed,
samt følelsen af at den sunde fornuft ligesom er koblet af,
så du frygter også at du helt at have miste selvkontrollen
- den selvkontrol, som samtidig er ved at knække dig.

Du kan måske føle det,
som om du uforskyldt er blevet kastet ud - eller ind? i dig selv
af mystiske kræfter - og at dørene og vinduerne er blevet lukket i.
Du ved bare, at dette ikke blot er en forbigående stemning - eller "noget",
som du selv eller andre, blot kan få til at forsvinde med et enkelt trylleslag.

En overvældende følelse af at være fortabt, total håbløs,
afmægtig, lammet af frygt, ja måske døende. Det, som sker
er så utroligt skræmmende, at du simpelthen ikke mere tør føle,
hvad du reelt føler, savner og længes efter! - Livet gør blot ondt
og du knuger dig sammen som et forskrækket lille pindsvin.
(Klik på tegningen - og se hvad der logisk set da sker.)

Det kan minde om eventyret om Tornerose,
som blev stukket af sin mors forgiftede ten på spinderokken
og som derfor faldt i søvn og sov i hundrede år, imens der groede
et tjørnekrat op omkring det ensomme tårn, hvorinde hun lå.

Eller mørket kan være en mere snigende
og gradvis uddybe den ordløse forladthedsfølelse,
der i grunden altid har været der, som en baggrundsmelodi,
lige siden hun /han var barn, og ingen så hendes /hans smerte.
- som nu altså som voksen slår ud i en depression.

Katrin Asper har en betagende og stærk skildring
af denne dybe Forladsheds-depression i sin smukke bog:
"Ravnen i Glasbjergen", Gyldendal, 1988

Pointen er, at
Du dumper altså ikke på mystisk genetisk vis
sådan lige med eet, ned i dette rædselsfulde sorte hængedyng.
Det er en proces, som det tager år at opbygge. Det hober sig op indeni,
lige indtil du en dag opdager, at du f. eks. har en lang tids opsparet træthed
ængstelse, uro, frygt og ulykkelighed i dig, der altså nu indhenter dig,
overfalder, indhyller og ja måske helt overvælder dig

Det kan sammenlignes med
at du går hen ad livets landevej med en trækvogn,
som du i starten let og ubekymret trækker med dig.
Efterhånden smider andre og du selv forskellige sække
op i trækvognen, der selv sagt bliver tungere og tungere.
Men du har lært at "tage dig sammen" og "gøre dig stærk",
så du kan godt holde til det en godt stykke tid - lige indtil
en eller anden idiot smider den sidste sæk op på ladet
- hvorpå du falder lige lukt ned i mudret på næsen.


Eller som når der går en stor mørk sky
hen foran solen - så får du også denne skræmmende
følelse af, at solen og hele dit livsmod er blevet helt væk.

Ok det forstår jeg så, siger du.. Tja - hvis du virkelig forstår
dig selv og dine valg, vil du da fortsat reagerer
sådan her:




Det svarer nemlig lidt til det, som den depressive gør,
når der reageres selvdestruktivt - fremfor kreativt:

Det er lyst udenfor, men i mig råder mørket.
Og det hele begynder forfra igen, hvis jeg ikke sover.
Tankerne bevæger sig i ring. Dagens gøremål tårner sig op
og antager uhyrlige dimensioner. Al energien er borte. Kunne
jeg bare trække dynen op over hovedet og gemme mig væk
fra alle de utålelige krav - og sove, ja sove i hundrede år.

Jeg famler rundt
i et uigennemtrængeligt dunkelt mørke,
som kvæler al livsglæde. Følelserne fryser til is.
Naturen er død og ligegyldig, og min oplevelsesevne
er reduceret til nul, så mine sanser sanser ikke.

Der ligger ligesom en tåge, et gråligt skær
over alt og alle, som gør mit liv til en ørken.
Jeg er udleveret til livsleden, som gør
enhver handling meningsløs."



2. en ny opdagelse:
 "Alting omkring mig synes længere væk nu
end det plejer. Jeg ser ud, uden at føle noget særligt.
Jeg ved godt at solen skinner udenfor og fuglene synger,
men solen er kold, himlen blegnet og fuglenes sang
forstummet. Det hele føles blot håbløst, umuligt,
uoverstigeligt, tungt og helt meningsløst.


Og hvis der endeligt trænger
et kort glimt af lidt sollys ind, som nu
er der "noget i mig", som lynhurtigt lukker
vinduet - og trækker gardinerne for.
Og pist er solstrålen væk igen.
Er jeg da bange for lyset?

Er jeg bange for
at vågne op?

Til hvad?

HJÆLP!




3. Døren er åben,
men ... der er stadigvæk en lukket dør,
imellem mig og andre mennesker udenfor,
som er meget svær for mig at overskride.

og sådan har det i grunden været længe,
indtil det en dag føles så modbydeligt tydeligt
som nu. Såvel for mig selv - som for alle jer,
der tappert har forsøgt at nå ind til mig.
Jeg ved det godt - men tør ikke
gøre noget ved det i dag.
Jeg er skide bange
for at gå ud.

Dette er mig,
som jeg er, nu i dag!

PS. At skrive dette digt,
gjorde mig sjovt nok glad.

 

Og det er netop denne adskilthed,
denne inde og aflukkethed i smerten + fastlåsningen i
afmægtige håbløse tanker, der adskiller en dyb depression
fra de andre, mere forståelige ulykkelighedstilstande.
Jo mere fastlåst du er, tankemæssigt, socialt
og økonomisk, desto barskere er det.


Videre til den næste side:


Tilbage til Oversigten
over alle depressionssiderne