Lidt mere om
at knække sammem, og blive
helt overvældet af afmagtsfølelsen.
Samt tricks til
at undgå at bryde sammen
ind i den indre kollabs, som en depression er
og igen komme ud af lammelsen
|
Prøv selv at undersøge
denne angst, stress og depressions teori,
der forener det kropslige og det psykiske:
1.
Udgangspunktet er en sund naturlig følelse af frihed.
Start med at forestille dig, at du har en stor lyst til at slå ud imod noget.
f. eks. en boksebold med en knyttet næve - eller stræk alle dine 10 fingre helt ud
i en fuld udstrækning af hele hånden. Medtag hele armen og kroppen i bevægelsen.
Kan du føle og mærke friheden i at kunne gøre denne enkle frie bevægelse ?
Glæden i at strække sig helt ud - og opdage sin yderste grænse.
Leg lidt med friheden i at kunne strække dig frit ud i verden.
Prøv det lige her og nu.Og mærk hvordan det føles
at være fri til at strække sig helt ud kropsligt
Dette er det, du er født til at kunne..
2.
Prøv derpå at slå lidt vildt udad, men nu kun med den ene hånd,
samtidig med at du bremser denne bevægelse via viljeskraften.
Varm lidt op - og slå så heftigt ud efter et eller andet der er irriterende, lige nu.
Kan du mærke hvordan det føles pludseligt at blive afbrudt midt i at du slår
og rækker udaf? Mærk din indre vilje, der lige med et siger "Nej
du må ikke!" Prøv at lege med det og mærk begge kræfter
samtidigt: Den udadgående kraft - og den blokerende?
Kommander derpå hånden til ikke at måtte
strække sig ud mere, men tvært imod trække sig hårdt tilbage
- ind imod din mave, (som om du var igang med at stikke en kniv
ind i dine tarme, sådan som en japansk samurai gør, når de begår selvmord).
Forøg derefter presset inde i hånden, med endnu et viljes-nøk,
så du virkelig knytter og knuer hånden fast i, samtidig
med at du mærker lysten til at strække dig ud.
Prøv at lege med denne "indre kamp"
i mindst 5 minutter.
Kan du da mærke
at der er 2 modsatrettede kræfter, der arbejder i dig?
A: en lyst til at give slip i presset - og strække, ryste hånden løs igen.
Og B: en oplevelse af, at fastspændingen ligesom har sin egen automatik.
Du kan ligesom vænne dig til, "at sådan er hånden altså nu" - og sanser mindre.
Hvis hånden og armen derved begynder at ryste, ja så gør du det rigtigt.
Hvordan føles det at fastlåse sig selv på denne knugende måde?
3.
Bliv ved med at holde hånden stærkt knyttet og mærk,
hvordan din udfarende bevægelse fra før, nu fordamper helt væk,
så det eneste du mærker, er forknytheden og følelsesløsheden.
Først gør det måske ondt og lysten
til at åbne hånden eksisterer side og side med håndens
næsten robotagtige lyst til at forblive knyttet og sammenkrummet.
Men lidt efter lidt vil du kunne mærke, at følelsesløsheden breder sig
op af armen - og inden længe er det, som om at hele armen "er faldet ud".
4. Følelsesløsheden vil nu gradvis forvandle sig
til en mærkelig uvirkelighedsfornemmelse. Den levende hånd
er blevet "væk". Og i stedet for gror der en mærkværdig stilhed frem
inde i hånden, efterhånden, som den bliver mere og mere stiv, hård og død.
Imens flytter din opmærksomhed sig måske andre steder hen f. eks. imod din hals
og skulder - og mave, som du snart kan mærke også gør ondt. Ligesom du ikke
skal blive spor forbavset over at opdage, at dit åndedræt tillige er gået helt i stå.
At hjerneforskerne nu har opdaget
at der også derved sker en forandring i vores biokemi,
f. eks. at serotoninet falder og lignende forstyrrelser,
undrer mig ikke. Jeg tror sørme også, at hvis jeg sidder
eller går rundt med en hårdt knyttet hånd i et par uger,
at så vil de også kunne finde nogle biokemiske
forandringer i min hånd.
Mærk via denne grundmodel selv,
hvordan det føles "at være kørt helt fast"
At lide af en depression er - i vores øjne - at forblive i denne ufølsomme tilstand.
Selvfølgelig kan tilstanden efter noget tid registreres i din biokemi,
og måske også åbnes via en pille - men det betyder ikke,
at kuren kun skal findes der.
|
5. Den langtidsholdbare kur
er igen at turde åbne hånden, bruge den bedre
- og undgå at krumme sig så stærkt sammen næste gang.
Fremfor blot at løbe væk, at stå stille og se hvad der sker
og derpå træde et skridt nærmere det, der før skræmte
dig helt ud af dig selv og din tillid til livet.
Men prøv selv at mærke, hvor svært det er og føles
igen at åbne hånden efter blot 10 minutters hård sammenknugning!
Det gør ligefrem ondt at vende tilbage til den sædvanlige bevægelighed
og blive den levende hånd igen! + Læg også mærke til nødvendigheden af,
at du bagefter giver din overspændte hånd en blid og nænsom massage,
for at blodet igen kan løbe frit rundt i din nu levende krop.
Du kan forstærke oplevelsen tydeligere
og bedre mærke det, der sker -hvis du lukker øjnene.
Mærk hvordan det føles, når livet i hånden igen vender
tilbage - fra lammelsens dødegreb om din udfarende kraft.
Opleves tydeligst, hvis du gør det i slow motion.
I starten gør hvert et lille ryk,
ja hver en bevægelsesimpuls gør lidt ondt.
Fingrene er stivnede, låst fast, og der mangler olie.
Men når du først har åbnet fingeren et par led ad gangen
begynder livs energien at sprede sig ud i hele hånden.
Når hånden er helt åben igen, skal den rystes
- og så fungerer den igen normalt og kan
nu bevæge sig frit og være til nytte.
|
Kollabs-processen
kan pædagogisk set sammenlignes med det,
som sker, hvis du knytter din ene hånd meget hårdt i,
i længere tid. Ikke blot et par minutter, men 15 - 20 minutter.
Først gør det ondt, og så bliver hånden følelsesløs.
En følelsesløshed der breder sig op af armen
og tilsidst kan du mærke du falder sammen
indeni. Som en træthedsgift, der breder sig.
Prøv det selv.
Efter blot 10 - 15 minutter forknythed
vil du da opdage, at hånden bliver helt følelsesløs.
Efter 1 times tid vil du føle dig utrolig udmattet, og hånden vil føles "død".
Dvs. "langt væk", ligesom bedøvet og mærkes helt kraftesløs
- sådan som den depressive hele tiden føler sig.
En forknythed, sammenbidthed og knudethed,
som sandsynligvis kan medføre en slags atropi, en visne hen proces,
og en kollabs i hjernens stofskifte. Og i hjertet, sjælen og livslysten, som vi ser det
hos de svært depressive, hvor livet er gået helt i stå. Serotoninmanglen er i mine øjne
måske en følgevirkning af en sådan langvarig og ondartet stressproces ?
Læs på læs, sæk på sæk er blevet losset op på trillebøren
og en dag ja så orker du simpelthen ikke at skubbe på mere
og snubler derfor og ligger så med hovedet ned i vejens mudder
- og SSRI-medicin er da at betragte som "en håndåbner"
til at du igen evner at rejse dig selv op - led for led.
Det, som derpå effektivt kan forebygge et nyt anfald er,
at du derefter begynder at interessere dig mere for,
hvordan og hvor godt du iøvrigt bruger din hånd
og lærer at undgå at knytte den i afmagt
- næsten helt per refleks - som nu?
Der er stor forskel på
kun at føle sig stresset i en periode
og så det at leve stresset og under pres i årevis.
Meget tyder på
at det ikke er det at være stresset - i sig selv,
der udløser den sorte depressive og udmattede tilstand,
men at der skal have været en længere varende urimelig konstant
stress-tilstand, som vedkommende måske anser for "sit normale liv"?
forud for - at først angsten, angstanfaldet, så uroen
og derpå kollabsen pludsen en dag indtræffer.
Hvordan ønsker du at leve?
Hvor ønsker du at bevæge dig hen - hér fra, hvor du er?
i dette - dit sandsynligvis eneste - og alt for korte liv?
Et manglende svar på dette - livets vigtigste zen-spørgsmål
kan give dig en stor angst. - Eller starte en søgeproces
hen imod, at du måske finder dine unikke svar.
|
PS. Denne Cyberforelæsning
og de efterfølgende 7 + 8 kontante råd,
må du meget gerne copiere, linke til og bruge.
Det er gratis, fordi en depression er meget andet
og mere end penge, sygdom og dyr medicin.
Og - vi vil blive meget glade, hvis du lige
nævner vores navne og webaddresse - og måske
en dag sender os en e-mail om, hvad du synes om
- og om du kunne bruge det, du her har læst, tak.
Se også en dag disse nye websider
om vrede, raseri - og om afmagtens betydning
for os menneskebørn.
22. februar, 2005, Århus V.
Dette er 7. udgave af depressions-kurset
som nu altså igen er revideret - og updateret.
med venlig hilsen og pøj pøj fra
cand. psych Ebbe Scheel Krüger,
& Else Marie Schultz Rasmussen.
www.psykoweb.dk
|
|