Side 2.

Introduktion, side 1. ..... side 2. ......side 3. ....side 4.......side 6.

Narkissos-Myten.... en konklusion A + se B.. +. + og en vigtig tilføjelse.

Dine og mine rettigheder ...+ en kærlig ment skideballe til Egoister.

Se et billede af en narcissisist - der siger mere end mange ord.

+ se et DanTurell-agtigt digt om det narcisistiske raseri
=====================================



6 eksempler på
narcissistiske Personlighedsforstyrrelser
inspireret af noter fra et seminar med James Masterson i 1994


.<-klik->



James F. Mastersons fortalte os
om disse "rene typer" fra sin praksis,
(som du her kan læse, sådan som jeg (esk) husker casehistorierne):

1
. "Jeg havde en klient, som engang havde vundet Nobelprisen i fysik.
Terapien gik meget langsomt, da han var meget modvillig til at samarbejde
så jeg troede han ville føle sig lettet, da jeg fortalte ham at jeg om en månede
skulle ud på en rejse i 3 uger - og at vi derfor ikke kunne ses i den periode.

Jeg fik ikke noget svar på den besked, førend efter et par uger,
hvor han tog det op: "Jo altså, lige siden du fortalte mig, du skulle ud at rejse
har det bekymret mig. Og jeg har fundet ud af, at jeg er bekymret for dig!
Fordi jeg ved jo at disse sessioner med mig er de allervigtigste timer
for dig i løbet af ugen. Jeg ved ikke om du kan klare dig
uden vores samtaler i den periode? Kan du det?"
- Masterson blev selvfølgelig meget forbløffet,
da han synes at det var hans afskeds replik.


2. En skuespiller sagde til ham: "Åh nej, slut nu,
nu har vi talt nok om mig. Nu skal vi tale om dig!
Hvad synes du så om min rolle i den sidste film,
som jeg var med i? - Og vær nu helt ærlig."


3. Og: "Der var en artikel i NewYork Times
om Narcissiske Karakterforstyrrelser, hvori mit navn blev nævnt,
så den næste dag fik jeg 12 telefonopkald fra bekymrede new yorkere.
De ville bestille en tid hos mig, fordi de havde genkendt sig selv
i min beskrivelse af diverse symptomer på denne lidelse.

En sagde f. eks: "Er du ham, der blev nævnt i New York Times?"
"Ja", sagde jeg. "Jeg har det!", sagde han. "Hvad har du?" spurgte jeg
og så uddybede han, hvordan han havde genkendt de beskrevne symptomer.
Jeg fortalte ham, at jeg kun havde lidt tid, men godt kunne se ham til en forsnak.
Hvis han havde ret, kunne jeg så henvise ham til en af mine kollegaer.

De dukkede alle 12 op i min praksis
og fortalte mig meget omstændigt om deres besværligheder.
De 10 af dem "havde det" ganske rigtigt - og jeg gav dem navn og telefonnr.
på en anden terapeut, jeg kunne anbefale dem at bearbejde det med.
Men hvad tror I så der skete?

Ganske rigtigt. De ringede aldrig til min kollega.
Ved I også hvorfor? - Yes, det var jo ikke mig, der skulle behandle dem."
Når du er i New York Times, er du pr. definision et narcissistisk næringsmiddel.
Så deres sårbarhed og følelse af at miste noget - ikke få den rette narcissistisk mad,
var for meget for dem. De søgte ikke behandling,
de ledte efter en berømthed,
som de kunne spejle deres egen unikhed, dagdrømme og grandiositet i ."


4. Og her er en ( ikke helt sand ) historie,
der tydeligt illustrer kontaktforstyrrelsen:

En kvinde opsøgte en sagfører for at få skilsmisse.
Han spørger hende, hvad hun har af gode grunde til at blive skilt.
Hun svarer: "Jeg har en villagrund, og en sommerhusgrund."

Sagføreren prøver igen:
"Føler du noget had eller fjendskab imod din mand?"
Kvinden: "Nej da, men det føler jeg imod min mor!"
- og dette had får ham derpå en lang historie om.

Sagføreren prøver igen: "Ok, lad mig så spørge dig lige ud:
Voldtager han dig, når du f. eks. ligger og sover om morgenen?
Drikker han? Har han slået dig? Er han voldelig imod dig?"

"Nej da da", svarer hun, "jeg står da tidligere op, end han gør!"
Og sådan kørte denne forstyrrede kontakt og kommunikation videre,
indtil sagføreren afbrød hende og spurgte: "Er du sikker på, at du vil skilles?"
"Nej", udbrød kvinden rasende. "Du har helt misforstået mig! Det er jo min mand,
der vil skilles! - Han påstår, at vi har alt for svært ved at tale sammen
og du skal hjælpe mig med at få huset og sommerhuset!"


Et forudsigeligt problem,
som vil dukke op tidligt i terapiprocessen.
Masterson gjorde meget ud af, at vi som terapeuter skal være opmærksom på,
at efterhånden, som det lykkes for os at "defuse", dvs. "tage luften ud af ballonen"
eller "tømme benzintanken på den vilde patologiske indre motor i grandiøsiteten",
vil du opdage at "din narcissistiske patient" bliver trist, sløv - og meget passiv.

Denne indre tristhed,
en diffus sorg, en følelse af tab,
og forladthedsfølelsen træder i en periode helt tydelig frem
-
og ægtheden i dette giver personen en bedre kontakt med andre,
end vedkommende længe har følt. Der kommer nu en periode med
flere meget bedre, men også dårligere daglige kontaktoplevelser.
Det er ligesom at skulle lede efter - og finde sig selv på ny.

"Det er utroligt svært at lære at spille med i et orkester,
hvis du i alt for lang tid har været solist - men det hjælper
og er nemmere, når du er ærlig herom. De fleste mennesker
er langt mere hjælpsomme, end du er.", som Masterson sagde
med et provokerende smil ud i salen.


Denne nye ærlighed og frihed
tager det sørme tid at lære, føle, mærke og værdsætte!
Det er, som om personen har smidt masken, droppet facaden - og nu tøvende
og uendeligt forsigtigt vover at møde andre og verdenen, som de føler sig inden i.
En tid er de emotionelt set meget nøgne, uden deres sædvanlige skal og skuespil.
Og her - skal vi huske at respektere, at dette mere ærlige møde med verden
ind imellem kan føles helt overvældende. Det kan være ligesom at vågne
fra en dyb drøm, dette - igen at blive følsom og turde føle sig selv
og mærke de andres følelser.


Men samtidig
er dagdrømmens energiløft,

det selvmobiliserende, ja motoren i bekræftigelsesspillet også væk,
og energien, der (på trods af alle generne og ulemperne etc.) også var
i den grandiøse illusoriske Ego-følelse, synes nu at være både flad og tung.
"Jeg føler det, ligesom om nogen har taget al luften ud af min ballon",
som en tidligere evig
frustreret idealist engang sagde!

Der vil gå noget tid, førend
motoren,
- hele den indre motiv struktur - forandres og DU får styrke.
Så det ikke mere kun er de Perfektionistiske krav og ideele mål,
(de grandiøse planer og urealistiske dagdrømme om magt, kontrol,
lette penge, ideelle venner, prestige, beundring, status = at ville være
nr. 1., den bedste, den smukkeste, den mest perfekte etc. etc), som
som nu styrer hele personens tanker, fantasiliv - og kontaktstil.

Dvs. at når Facaden
og den dertil knyttet typiske Hoved- eller birolle her i livet
( den karakterrolle, som bare gentages og gentages bevidstløst),
droppes - og du træder ud i den Virkelige verden, vil det trin betyde
et nyt paradigmeskift. For hvad interesser/motiverer dig nu her i livet?
Ja skiftet i synsmåde vil efterhånden også ændre dit sociale liv
- og kunne ses i dine handlinger. Du gør nu noget andet,
end du tidligere har gjort - og det er skræmmende
- og befriende for dig som tør gå i nye sko.

Da mange Facademennesker i dag
blot får en (u)lykkepille imod tristheden, der er ved et nederlag,
(som fejldiagnoticeres - og de hjælper ikke engang i disse tilfælde!),
lad os da se lidt nøjere på denne farlige følelsesmæssige tomhed
der meget ofte lurer lige under overfladen hos disse
mere eller mindre Ego-forstyrrede personer:


.>klik på billedet<


Den indre tomhed,
og en stor følelsesmæssige nøgenhed,
træder først helt frem i forgrunden - og kan
meget let opleves som "en stor indre selvopgivelse".
Derfor bliver denne tristhed alt for ofte fejldiagnosticeres
som "en helt almindelig depression."

Men i mange af disse tilfælde er tomheden
blot = "den gamle funktionsmåde, som nu er gået i stå",
imens "det nye Jeg" er ved at famle fumle sig frem her i verden.
Så imens den ægte depressive krummer sig sammen inde i sin skal,
står vi her overfor en følende, sprød og usikker sjæl på vej ud,
som sørger over at må forlade sin gamle tidligere "glansrolle" !
Noget dør - og der er tomt, stille, indtil noget nyt fødes.


5. James Masterson illusterede
dette meget vigtige "terapeutiske døde punkt"
med følgende terapihistorie om en 30 årig universitetsstuderende,
der var meget depressiv - fordi, som evighedsstudenten sagde,
at han sad fast i sit studie og "ikke kunne tage sig sammen".

Han boede hjemme hos sin mor, var overvægtig, ensom
og havde grandiøse dagdrømme om rigdom, store successer
og anerkendelser, som han dog ikke selv fæstede nogen realitet til.
Da Masterson så ham, følte han sig meget depri og dybt håbløs
- og i det skjulte også rasende i en sådan grad, at han måske
uden terapi, kunne være endt som et tragisk selvmord.

Dette raseri oplevede han dog ikke
som værende inde i ham selv i begyndelsen,
men det slog igennem via en kraftig projektion,
da han fortalte om en samtale i telefonen med sin far,
hvor han pludselig oplevede sin far som et stor truende gigantisk
Monster, som kunne komme efter ham, og knuse ham.

At raseriet var inde i ham selv - og ikke udenfor, tog lang tid at erkende
og rødderne til dette raseri og opløsningen af det, tog også sin tid.
I lang tid vekslede han imellem at sidde stille og se fortabt ud
og at skælde afmægtigt ud på alt og alle - afbrudt af
lange tavse og tomme stunder uden energi.

.............
.............klik på billedet


6. Den 6. terapihistorie
om denne meget sårbare = åbne, famlende, følende
og søgende nyorienteringsfase, efter at facaden er droppet:

En succesfuld sagfører opsøgte Masterson, fordi hans kone ville skilles.
De havde 4 børn og masser af penge fra hans store sagførerpraksis.
Han sagde: "Hun siger, at hun går fra mig, fordi hun ikke mere vil
lade sig udnytte og mishandle af mig mere. Og det føler jeg
ligesom at min hånd vil skilles fra min arm."

Det viste sig, at det udtryk var yderst konkret ment.
Han havde altid behandlet sin kone som et narcissistisk objekt.
Firkantet sagt oplevede han hende mest som "en forlængelse af sig selv".
Hun var til for at støtte, afstive og lette vejen for ham, så han kunne nå sine mål,
som var: at tjene en masse penge, få prestige og derved opnå beundring.
"Hun er den ideelle værtinde for mine kunder og jeg ved ikke
hvordan nogen skal kunne erstatte hende ", som han sagde.
Hun talte ikke om at han elskede hende eller deres liv.
Han talte om hende som en værdsat medarbejder
og den rolle ville hun ikke mere spille.

Deres indbyrdes intime kontakt var meget tynd,
da han næsten aldrig snakkede med hende om sine følelser
eller sagde noget, som interesserede hende. Alt synes blot at dreje sig
om at støtte ham i, at han fik tilgodeset sine behov - og hun betjente ham.
Hun var armen, og han var hånden - og i sin egen opblæste fantasi var
det kun ham, der var Hovedet og beslutningstageren i Hans Familie.

Hans kone havde i meget lang tid følt,
at det var totalt håbløst at forandre på ham og havde nu
opnået, at hun kunne starte sin egen karriere i et andet firma.
Derved turde hun endelig at lade sig skille fra denne solist mand,
som hun måske kunne beundre, se op til - men ikke elske.

Han kom fra en fattig famile.
hvor moderen idealiserede ham og satte sønnen op på en piedestal,
så han en dag selv troede at han var både genial og ih så pragtfuld,
at ingen kvinde nogensinde vil kunne drømme om at forlade ham.
Og derved ryste hans indre overbevisning om at alle ville elske
og beundre ham - lige så meget, som hans mor gjorde

... og stadigvæk gør.
Hvorfor han ofte besøgte hende - og nød hendes ros og trøst).
Hans mor så ham stadigvæk som "et redskab" til at redde familien
ud af den fattigdomsfælde, som hun synes de helt uberettiget var havnet i
- især som følge af, at hans far ikke var så genial og ambitiøs,
som hun engang havde troet, at han ville være. osv.

Nu var hendes drømme og ambitioner kørt over på sønnen
og han havde alt for længe ladet sig styre af hendes mål, idealer
og livsværdier - ja lige så længe han kunne huske.

I terapien kom han snart i kontakt med den dobbelthed,
der lå i at blive beundret og set op til som dreng - samtidig med
at han jo også gik og følte sig helt alene og ret sorgfuld inden i over,
at han aldrig havde tid til at lege med de andre børn, ligesom de andre
børn i kvarteret. I sorgen lå der mange minder fra hans barndom, samt
kedelige, ensomme og triste timer alene sammen med denne meget krævende
og dominerende mor - som han iøvrigt var kommet til ligne en del som voksen,
hvilket selvklart ikke var særlig opmuntrende for ham at konstatere.

På den ene side idylliserede han ret længe dette stærke moderdyr
og på den anden side foragtede og hadede han hende også ret stærkt.
Men alle disse skjulte og farlige følelser tog det ham lang tid at finde frem til
og turde stå ved. - I lang tid var det lettere for ham at hade og foragte sig selv
og bevare illusionen om at være en perfekt søn af en perfekt mor.

Han kunne efterhånden i terapiforløbet huske,
at han var meget ulykkelig som barn, indtil han opdagede,
at han var dygtig til at få gode karakterer i skolen, hvilket hans mor
ihærdigt og ret eensidigt påskønnede - og satte al sin energi
ind på yderligere at videreudvikle hos ham.
Det projekt lykkes alt for godt.

"Jeg opbyggede min egen lille maskine indeni
som jeg var sikker på altid ville virke. Jeg troede på

at fulgte jeg bare dens (dvs. mors) kurs, så ville jeg få et helt perfekt liv.
Det havde min mor jo lovet mig.", fortalte han skuffet Masterson.




Han læste altid lektier som barn, og legede aldrig.
Det fik han ros for - og blev en arbejdsnarkoman som voksen.
I en lang periode var hans humør meget mørkt og selvforagtende.
I den periode af terapien fortalte han dog også mere om sig selv
og fik sat flere ord på noget, som han aldrig havde talt om før:

Om forholdet til sin kone sagde advokaten f. eks.:
"Jeg behandlede hende, ja som en jury. Som en tilhører.
Jeg var egentlig aldrig rigtig interesseret i, hvad hun mente og trængte til.
Jeg var meget mere optaget af, hvilket indtryk det jeg sagde gjorde på hende,
Det betød mere end, hvordan vores følelser, kontakt og forhold var.
Jeg troede, at jeg charmerede hende - men jeg lod i virkeligheden
aldrig mig selv blive særlig følelsesmæssig involveret i hende.
Jeg ved rent faktisk ikke hvad jeg ærlig talt føler for hende."

"Lige så snart jeg har haft en sag eller en samtale med en eller anden,
så glemmer jeg alt om vedkommende. "Ude af syne, ude af sind", var min parole.
Og bag denne "kriger" var der en lille frygtsom dreng, som simpelthen ikke turde
føle efter, hvad han egentlig følte. "Hverken når jeg var mig selv - eller når jeg var
sammen med min kone, børn eller andre mennesker, kunne jeg slappe af.
Altid havde jeg travlt med at bevise at jeg var ih så dygtig og klog.

Jeg åbnede aldrig op for, hvad jeg inderst inde følte eller mente.
Det hele handlede jo kun om penge, om at gøre det rigtige indtryk,
få lavet en god forretning og opnå resultater - og det fik jeg da også,
men det har altså kostet mig min kone og mine børn - og min fremtid."

"Det jeg brugte min kone til, var at have en forstående engel
om mig, som skulle tage sig af mig og gøre mit liv lettere for mig.
Igen og igen skulle hun opbygge min svage selvtillid,
som ind imellem kollabsede helt katastrofalt."
Der havde været flere kraftige panikanfald
som kun hans hustru kendte til.

Tabte han f. eks en sag, var han som et lille barn.
Han mistede helt sproget og var utrolig rasende og fjendtlig.
Han kunne være tavs og indesluttet - eller impulsiv hidsig som et lille barn,
der vildt rasende kalder på Mors uendelige doser af ros, omsorg og trøst.
En "narcissistisk mad og næring", som altså nu som 40 årig voksen
ikke automatisk kom mere - fordi at hans hustru simpelthen
havde fået nok af hans egocentri og havde forladt ham.

"Det var vist mere "en pumpe til sin motor" han havde mistet,
(og som han længe sørgede over), end det egentlig var hustruen,
fordi han kendte hende jo slet ikke, som person og medmenneske"
fortalte Masterson.


Han havde bygget
sit liv op på flid, selvkontrol og travlhed
for at realisere den magiske lykkedrøm, som hans mor

havde videregivet til ham - dengang han voksede op i et alt alt for tæt
og nært forhold til hende. Han var blevet hendes projekt - og en skuespiller,
men nu følte han sig kun tom, bange, ensom, ulykkelig, mislykket og intet værd.
En følelse som han pinefuldt måtte erkendte, at han altid havde følt inden i,
- der omme i baggrunden, omme bag al travlheden og alle successerne.

En sorgfølelse og en fortabtheds-tilstand,
som hans ind imellem helt maniske arbejdsnarkomani
havde tjent til at holde væk fra hans bevidsthed. En sorg, som nu
overvældede ham ulideligt og smertefuldt. Uden sin støtte, sin punpe
og sit Egostillads var han faldet helt sammen - og en skræmmende tomhed,
samt en skræmmende stor passivitet og selvfordømmende side af ham,
var nu dukket frem i lys lue i terapiprocessen.

Det var selve det, at han "ikke kunne fungere mere",
der havde fået ham til at opsøge hjælp. Ikke tabet af konen.

Og i startperioden havde han mere eller mindre snedigt og energisk
prøvet på at få Masterson til at erstatte sin hustru - så at han nu skulle
"give ham mere selvtillid" og bekræftige ham i hans fortræffeligheder.

Masterson satte i stedet for focus på de kaotiske og sorgfulde følelser,
som helt havde slået ham omkuld og forsøgte at hjælpe ham med at bearbejde
tabet af sit hjem og de følelser, der nu overvældede ham, så han derved
bedre selv kunne nære, rose, trøste og støtte sig selv.

I meget lang tid var han meget uvillig til
at åbne op for tomheden og sit indre kaos og forlangte
at Masterson skulle levere et mirakel, så han igen kunne fungere
optimalt på sit job. For ham var det altings begyndelse og ende,
så den del af hans liv talte de meget om i starten

- og selvom miraklerne udeblev,
formåede han dog at bevare og klare sit arbejde,
imens selvtilliden igen og igen blev udsat for hverdagslivets mange prøvelser.
Det nye var, at han blev bedre og bedre til selv at klare sig selv
og bruge sine kollegaer på en bedre måde,
end han hidtil havde gjort.

Efter at hans kone havde smidt ham ud af huset, som hun nu sad i,
fordi børnene helst ville være hos hende (de kendte ham jo knap nok!),
måtte han finde sig et værelse ude i byen. I den periode blev han skiftevis
mere og mere rasende og meget depressiv. Han følte sig skiftevis udnyttet,
misforstået, ydmyget og kastreret ved at hun sådan havde forladt ham
- og fik flere raserianfald, som blot endte selvopgivende og apatisk.

"Jeg ved godt, at jeg burde gøre en hel masse ting,
men jeg orker det simpelthen ikke. Jeg har totalt tabt lysten til
at gøre noget som helst - for nogen som helst, inklusiv mig selv".
I den periode klagede han tillige meget over, at han nu følte
en tung træt følelse af sorg, tomhed og meningsløshed.

Han legede også længe med en ny dagdrøm
om at emigrere til Australien og starte helt forfra:
"Jeg ved slet ikke, hvad jeg vil og hvad jeg har lyst til.
Du spørger hele tiden, hvad jeg har brug for og lyst til ?
- og jeg aner ikke, hvad jeg skal svare. Jeg har mest lyst til
at rejse langt væk og glemme det hele." + selvmordstanker.
Men det var mere som en leg, end en realistisk mulighed.
.

Der kom således en lang periode i terapien,
hvor han skiftevis beklagede sig over sin uretfærdige skæbne
- og hvor han var meget passiv og ret ukonstruktiv for så hurtigt
at hidse sig helt vildt op og blive anklagende og rasende på Masterson:
"Her ligger jeg og bløder - og hvad gør du? Du gør fandme ingenting."

Ligesom han ret typisk kom med følgende anklagende udbrud:
- "Du burde som ekspert kunne tage min smerte fra mig og gøre mig glad igen."
- "Du burde kunne skaffe mig mit gamle liv, humør - og min familie tilbage."
- "Hvis jeg ikke kan få mit gamle liv tilbage, så vil jeg dræbe mig selv."
- "Du burde kunne forstå mig bedre, end jeg selv gør."

Andre udsagn var mere konstruktive
og viste at han efterhånden også afsøgte nye veje:
- "Det der holdt sammen på mig var min kone, disciplin og mine rutiner."
- "Jeg har egentlig altid følt mig rædselslagen ved tanken om at blive alene."
- "Uden mine idealer og perfektionismen føler jeg mig bare helt død og færdig."
- "Jeg har altid haft den følelse, at alting bare skulle komme flydende til mig
....og at det burde være en selvfølge at Jeg fik tingene, som jeg ønskede det."

Et uddrag fra et brev til Masterson:
"Der er altså ingen magiske løsninger.
Det føler jeg er både uretfærdigt og ydmygende!
Et sted inden i synes jeg, at jeg har et helt speciel løfte om et let og godt liv."
"Jeg føler det, som om min magi og min gode fe har forladt mig og at jeg er
fordømt til altid at have det, sådan som jeg har det lige nu: FFU:
Forladt, Fortvivlet - og med en følelse af at være helt Uduelig."

- "Jeg frygter at uden mine ambitioner
og mit gamle drive, (motor), vil jeg simpelhen ikke have lyst til
at gøre noget som helst mere. Uden det er jeg bare helt tom og værdiløs."
- "Jeg føler livet går forbi mig som en film - og det jeg gør ved det,
er at jeg går rundt og er ked af det ikke mere er mig,
som er superstjernen i den der film."

Og som en farvel hilsen
sagde han til Masterson, da han et år efter sluttede sin rejse
tilbage til sig selv med en mere realistisk selvopfattelse og et nyt håb:
"Da jeg kom her, følte jeg mig som en prins, som var spærret inde i et tårn.
Det, der er sket er at jeg er kommet ud af det tårn. Jeg har sænket vindelbroen
og skiftet Prinsetøjet ud med almindeligt tøj, så jeg bedre kan omgåes og være
mig selv sammen med andre ganske almindelige mennesker, som jo på mange
måder ligner mig - også selv om de desværre er helt forskellige fra mig."



Du kan læse mere om Narcissisme her:

1. God webside ..med flere artikler + se C + se D.
+ her er en ok test, hvor du kan se, hvor forstyrret du er.
+ spørgsmål - og svar om at leve sammen med en så stor egoist
+ Kan en sådan skrupforstyrret personlighed få sig et godt liv?
+ Om den manglende empati /indlevelse i andre mennesker.
+ en masse gode artikler om at være alt for narcissistisk.
+ se en masse link til websider + YouTube videoer
....om narcissisme og det at leve sammen med en
.....se nederst på siden.




    .(klik, og se i større udgave)

    At finde sig selv,
    når du i meget lang tid har levet ved siden af dig selv
    tager sin tid - og der er en reel sørgeproces med i helingsprocessen.
    Det er ikke gjort med et par hurtige fix, men kræver vedholdende
    støtte til at nyorientere sig med en ny og sjovere livsholdning,
    der støtter det ægte, og fravælger det overfladiske og falske.

    Som det fremgår af ovenstående terapihistorier,
    ser vi, at når det Grandiøse-ideale Ego (superjeg´et) kollabser,
    (det som man afstiver sig med, op imod en indre følelse af afmægtighed
    og hjælpeløshed) så kan det være svært at genfinde sit indre rolige centrum,
    dvs. sjælen, selvet, der er omme bag alle ens roller, masker og facader.

    I stedet for nysgerrighed,
    forundring, åbenhed og opdagelseslyst
    ja så overvældes den narcissistisk forstyrrede person
    af sit indre raseri i en stor sort fortvivlelse, som vedkommende
    oftest er helt ude at stand til at sætte ord på og rumme alene.
    Så stort er selvhadet og selvfordømmelsen inde bagved
    f. eks. en Arbejdsnarkoman, og hverdagslivets mange
    skuespillere + tragiske skæbner, der også forsøger
    at pumpe sig selv op med kunstige midler.

    Hvis du ser dig omkring i din hverdag og ser nøjere efter
    på TV, vil du kunne få øje på mange såkaldte "Facademennesker",
    som tilsyneladende fungerer helt optimalt, ja funkler sammen med andre.
    Men i deres privatliv viser de et helt andet og meget mere sårbart og ulykkeligt
    emotionelt ansigt frem - og klager over, at de føler sig tomme og værdiløse.
    Og du ser til din forbløffelse, at de privat bærer på en dyb indre sorg,
    et tab af sig selv, som det synes helt umuligt at trøste dem ud af.


    Kun nødtvunget opsøger de selv psykoterapi,
    fordi der her fordres en ærlighed og et ønske om
    at få en bedre dybere kontakt med sine medmennesker
    og sig selv. Det som de ikke er særlig gode til.
    Den ærlighed hader de at blive konfronteret med,
    da det jo går imod deres Image-opbygning!

    "Hvem fanden gider dog lære sig selv at kende
    sådan som jeg ærligt talt er. Det lyder da dødkedeligt.
    Lad os i stedet for tale om, hvordan jeg kan lære at leve op til
    mine idealer og dagdrømme om at være noget helt specielt."

    Kommer de endelig i terapi er det oftest
    i forbindelse med et tab, en fyring, en skilsmisse
    - eller et andet voldsomt møde med Virkeligheden,
    som de oplever som et stort ufortjent personligt nederlag.

    Det stolte, hovmodige og arrogante Ego
    evner ikke, ja hader oftest at måtte bede andre om hjælp
    og kalder det for Svaghed, når følelserne presser sig på.
    I stedet for at føle, hvad de føler - dræber de deres sjæl
    med stoffer - eller slår helt vildt rasende ud i luften.

    Som allerede Karen Horney i 50´erne sagde:
    "Jo mere du glorificerer dig selv, desto mere sårbar
    bliver du da også overfor selvforagten og selvkritikken."
    Og det er selvklart svært måtte indrømme at ens Drømmejeg
    og væremåde er kommet helt ud af trit med realiteterne,
    når skamfølelsen og selvhadet overskygger alt.


    Læs mere om Egotabet, sorgen, foragten - og raseriet
    som der ofte er omme bag den pæne Facade
    - på de næste sider: